Herøy ble skilt ut fra Alstahaug som egen kommune og eget prestegjeld i 1862.

Gårdene Andøy og Tenna ble ved samme anledning overført til Herøy fra Alstahaug sogn, og Sandvær fra Tjøtta sogn.

Dessuten fulgte den søndre delen av dagens Dønna kommune med.

Befolkningen her hadde fra gammelt av sognet til Herøy.

Herøys første sogneprest ble Jørgen O. H. Walnum, som hadde vært residerende kapellan siden 1827, mens Andreas Christian Bech på Nord-Herøy ble valgt som første ordfører i den nye Herøy kommune.

Folketallet i Herøy i 1865 var 2438. 66 herøyfjerdinger emigrerte i løpet av tiåret, for det meste til Amerika.

At det ikke var flere som dro har antagelig med det gode sildefisket å gjøre. På 1860-tallet begynte nemlig storsilda å dukke opp på helgelandskysten.

Silde-bonanzaen medførte bygging av en mengde salterier og rorbuer i ytre deler av kommunen. I årene 1864-1865 ble det tatt 105550 tønner sild i Skibbåtsvær og Lyngvær.

Det var likevel ikke bare silda som livnærte folk i fiskerikommunen Herøy.

I femårsperioden 1861-1865 ble det også produsert 1980 tønner korn og 5396 tønner potet her, mens det i året 1865 ble holdt 117 hester, 1161 storfe, 2106 sauer, 98 geiter og 105 griser på gårdene i kommunen.

Men, som sognepresten skriver i 1864: ”Almindelig Mand lever af, hvad Søen afgiver i Regelen.

Den fattigere Klasse kan saaledes for en stor Deel siges at leve af Fisk, i forening med Potatos”.

Kilder: Mikal Jakobsen (”Alstahaug Kanikgjeld”, 1922), Jon Ove Ottesen (”Skibbåtsvær”, 2007), J. O. H. Walnum (”Kaldsbog for Herø Præstegjeld”, 1862-1867).